Mennesker lever ikke kun for profit.
Marshall Sahlins var en af det 20. århundredes mest originale antropologer. Han udfordrede en af modernitetens mest grundlæggende antagelser: at mennesker primært handler rationelt-økonomisk. Gennem årtiers feltarbejde og teoretisk arbejde viste han at samfund historisk har været organiseret omkring relationer, ritualer, symboler og mening - ikke profit. Hans kritik af den neoklassiske økonomiforståelse er stadig provokerende og nødvendig.
I 'Stone Age Economics' (1972) fremsatte Sahlins en provokerende tese: jæger-samlersamfund var faktisk de første velfærdssamfund. De arbejdede få timer om dagen og havde rigeligt. Velstand handler ikke om absolut forbrug men om forholdet mellem begær og ressourcer. Moderne samfund skaber konstant nye begær - og kalder det fremskridt.
Sahlins insisterede på at kulturen - ikke biologien eller økonomien - er den primære kraft der former menneskelig adfærd. Menschen er ikke rationelle optimerende maskiner men kulturelle væsener der handler inden for symbolske verdener. Samme materielle omstændigheder kan give radikalt forskellig adfærd i forskellige kulturelle kontekster.
Sahlins kritiserede moderne samfunds tendens til at reducere mennesker til forbrugere, producenter og datapunkter. Menneskelig adfærd drives af tilhørsforhold, identitet, anerkendelse og mening - ikke kun incitamenter og priser. Modeller der ignorerer dette mislykkes ikke blot akademisk: de skaber institutioner og systemer der er strukturelt ude af stand til at møde hvad mennesker egentlig søger.
Sahlins var en af de mest produktive og kontroversieltantropologer i det 20. århundrede. Hans debat med E.O. Wilson om sociobiologi, hans kritik af neoklassisk økonomi og hans arbejde om kapitalismens kulturelle logik satte dagsordenen for antropologisk teori i årtier. Hans idéer er grundlæggende for enhver seriøs analyse af organisation, kultur og human motivation.
AI, platformøkonomi, sociale medier og digital identitet forsøger konstant at måle mennesker og forudsige adfærd via rationelle modeller. Sahlins ville sige: det vigtigste ved mennesker kan ofte ikke måles. Organisationer der forstår dette - at medarbejdere, kunder og borgere søger mening, tilhørsforhold og anerkendelse, ikke kun belønning - har en varig konkurrencefordel. Hans kritik er ikke romantisk nostalgi. Den er analytisk præcis.