Socialisme er ikke bare uretfærdig. Den er umulig.
Ludwig von Mises er den mest kompromisløse økonom i historien. Hans socialismekalkulationsdebat fra 1920 - argumentet for, at central planlægning er logisk umulig, ikke blot praktisk vanskelig - er et af de mest virkningsfulde intellektuelle angreb nogensinde. Han tabte dengang. Historien gav ham ret.
Uden private ejendomsrettigheder er der ingen markedspriser på produktionsmidler. Uden priser er der ingen rationel kalkulation. Uden rationel kalkulation er central planlægning blind. Mises konkluderede i 1920, at socialisme er logisk inkoherent - ikke et spørgsmål om dårlig implementering, men om fundamental umulighed.
Mises grundlagde en særegen økonomiforståelse: praxeologi - studiet af menneskelig handling som sådan. Økonomi er ikke en empirisk naturvidenskab men en deduktiv videnskab om menneskelig handling under knaphed. Metodologisk er det kontroversielt. Analytisk er det kraftfuldt.
Statens indgreb skaber ubalancer, der skaber problemer, der kræver nye indgreb. Mises kaldte dette 'interventionismens logik': enhver statsindblanding i markedet fører til efterfølgende indgreb, der enten ophæves eller accelererer mod fuld planøkonomi.
Mises tabte socialismededatten i sin samtid. Men Øst-Europas sammenbrud i 1989 dokumenterede hans argument empirisk. Hans skole - den østrigske - har fået renæssance i det 21. århundrede, ikke mindst fordi hans begreber om emergente ordener og kalkulationsproblemet viser sig relevante i diskussioner om regulering og kryptovaluta.
Mises' kalkulationsargument bruges i dag i debatten om AI-styret planøkonomi: kan en tilstrækkelig kraftfuld computer løse det problem, han identificerede? De fleste økonomer mener nej - men spørgsmålet er levende. Hans interventionisme-analyse er kernen i diskussionen om reguleringskrebs i velfærdsstater.