Frihed er ikke kun for mænd.
Mary Wollstonecraft skrev i 1792 'A Vindication of the Rights of Woman' - et af historiens tidligste og skarpeste feministiske argumenter. Hendes ræsonnement var enkelt og radikalt: hvis Oplysningstidens mænd havde ret i at frihed og fornuft er universelle menneskelige rettigheder, måtte de gælde for kvinder også. Wollstonecraft forlangte ikke særbehandling. Hun forlangte konsekvens.
Kvinder er ikke svage og irrationelle af natur - de opdrættes til at være det. Det 18. århundredes pigedannelse handlede om at gøre piger tiltalende og lydige, ikke om at udvikle deres fornuft. Resultatet var kvinder der var afhængige og ude af stand til at tage ansvar for eget liv - og et samfund der kaldte det naturens orden.
Wollstonecrafts løsning var radikal i sin tid: giv kvinder samme intellektuelle uddannelse som mænd. Ikke for at gøre dem til mænd - men for at udvikle den fornuft der er forudsætningen for ægte frihed og moralsk ansvar. Rettigheder uden evnen til at bruge dem er tomme.
Kun frie mennesker kan udvise ægte dyd. Kvinder der lever under mandens autoritet kan ikke være moralsk ansvarlige - og det er ikke blot uretfærdigt over for kvinder. Det er en skade på civilisationen som helhed. Wollstonecraft mente at et samfund af afhængige kvinder ikke kan producere frie mænd.
Wollstonecraft er feminismens grundlægger. 'A Vindication of the Rights of Woman' er det første systematiske argument for kvinders rettigheder baseret på universelle oplysningsprincipper. Hendes arbejde inspirerede suffragettebevægelsen der kæmpede for stemmeret, og John Stuart Mill byggede direkte videre på hendes argumenter i 'The Subjection of Women' (1869). Hendes datter, Mary Shelley, skrev Frankenstein.
Wollstonecrafts argument om at kvinder opdrages til at begrænse sig selv er mere relevant end det burde være. Sociale mediers skønhedsidealer, reklamernes kvindesyn og uddannelsessystemers systematiske bias er alle nutidens version af det 18. århundredes pigedannelse. Hendes spørgsmål er ikke løst: former vi stadig kvinder til lydighed frem for selvstændighed?